Kan landbrug, afgrødeproduktion og dyrehold gå hånd i hånd med biodiversitet og vild natur?
Det kan det sagtens, og med små tiltag kan du gøre naturen på din landejendom rigere, vildere og mere varieret.
Det handler i høj grad om at bevare og beskytte dét, som allerede er værdifuld natur, og som er svært at erstatte. Det kan fx være ejendommens allé med gamle træer, den knoldede eng ved åen, en lille sø, skovstykkets krogede egetræer eller de gamle stendiger langs markvejen.
Biodiversiteten er koncentreret i de områder, hvor naturen har udviklet sig over mange år. Det er derfor de uopdyrkede områder og urentable arealer, som gør naturen på din ejendom helt unik.
Så selv om vildtstriber, insektvolde, farverige blomstermarker eller andre nye, naturgenoprettede arealer også tæller med, vil de først opnå tilsvarende naturværdier efter adskillige årtier.