Alle tiltag - store som små - batter
Har du en have eller en altan, kan du sagtens være med til at øge biodiversiteten. Uanset din haves størrelse er den allerede levested for en masse dyr og planter.
Men der er plads til endnu flere sommerfugle, krible-krable-dyr, summende bier og kvidrende fugle, hvis forholdene indbyder til det. Og ofte kan din haves naturlige liv blive væsentligt rigere bare ved små indsatser.
På din altan kan krukker med nektarrige planter tiltrække insekter, så det kommer til at summe af liv lige uden for dit vindue.
Naturen trives med mere vildhed - men det behøver ikke være hele din have eller alle arealer i dit kvarter, der skal omlægges til vild natur, når du vil gøre noget for at invitere naturen tilbage. Som haveejer kan du sagtens give plads til biodiversiteten og samtidig nyde din have som et ordnet sted. Måske det bare er et hjørne af din have, hvor du har lavet et biodiversitetstiltag, og det er helt ok. Alle tiltag batter.
Det samme gælder for jeres grundejerforenings grønne fællesarealer. Her kan typisk godt blive plads til både boldbaner, legeplads og vilde oaser. Det kan du læse mere om lige her.