Jeres grønne arealer kan gøre en stor forskel
Som forening råder I sikkert over et større eller mindre udendørs areal. Derfor er I vigtige i vores fælles arbejde for at øge biodiversiteten i kommunen.
Langs hækkene, ved parkeringspladser, legepladser, og fælles grønne arealer er der allerede levesteder for masser af arter. Det store gamle kastanjetræ, det tætte tjørnekrat og de blomstrende ligusterhække, blomsterbedet foran bygningerne og mælkebøtterne på plænerne er alt sammen biodiversitet.
Selv med små justeringer af den nuværende drift vil det være muligt at opnå mærkbare effekter på det liv, som er knyttet til de grønne fællesområder. Og det er indsatser, som både kan gennemføres uden økonomiske investeringer og uden at gå på kompromis med de æstetiske krav, som er knyttet til arealerne.