Skip Navigation

Søg vores frøpulje og få gratis blomsterfrø til jeres fællesarealer

Hvert år uddeler vi insektvenlige blomsterfrø til forskellige foreningers og institutioners gode biodiversitetsprojekter. Vi leverer frø og vejledning - og I står selv for anlæg og drift. Se hvordan jeres forening eller institution kan søge om at få blomsterfrø.

Søg senest 1. september 2022

Vi har igen til det kommende efterår en pulje med insektvenlige blomsterfrø, som foreninger og institutioner kan ansøge om at få del i, hvis I ønsker at omlægge grønne fælles græsarealer til blomsterenge med mad til insekterne.

Hvorfor søge frøpuljen?

Ensartede, kortklippede plæner har meget lille biologisk værdi og kræver mange ture med plæneklipperen. Der er selvfølgelig brug for plæner til fodbold, leg og picnic, men har I et græsareal, som I ikke bruger til andet end at kigge på, kan I overveje at omlægge det til en vild blomstereng. På den måde skaber I en artsrig flora til gavn for dyr og insekter - og dermed er I med til at styrke biodiversiteten.

Hvem kan søge frøpuljen?

I kan som institution eller forening, herunder fx grundejerforening, boligforening, haveforening og idrætsforening, søge puljen.

I kan søge om den mængde frø, der svarer til etablering af 1000 kvm blomstereng.

Vi prioriterer arealer, der er offentligt tilgængelige, så så mange som muligt kan få glæde af blomsterfloret.

Er I en forening eller institution, som kunne være interesseret? Så vil vi opfordre jer til at afklare, om I har et egnet areal og vil lægge de nødvendige kræfter i etableringen. I ansøgningen skal der vedlægges et referat fra et møde, der dokumenterer, at projektet er gennemdrøftet.

Hvad er det for nogle frø?

I får en frøblanding, der er insektvenlig, og som giver nektar og pollen til insekterne. Det er overvejende hjemmehørende arter.

Hvordan søger I?

I ansøger ved at udfylde det her skema med jeres oplysninger

Har I nogen spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte os på biodiversitet@horsens.dk

Der er frist for at søge frøpuljen senest d. 1. september 2022.

Vi giver svar på jeres ansøgning i uge 36, hvorefter I kan afhente frøene. Frøene skal sås i perioden september til og med uge 42.

Hvordan kommer I i gang med at lave jeres blomstereng?

Frøene skal i jorden i perioden september til og med uge 42.

I vores vejledning til anlæg af natureng kan I læse om, hvordan I forbereder jorden til at så jeres frøblanding. 

Når I har anlagt jeres blomstereng, kan I også få et skilt med teksten ”Sammen om et vildere Horsens”. Det forklarer forbipasserende, at området er omlagt til biodiversitet og derfor ikke bliver slået som før.

Husk også at indtaste jeres område på vores biodiversitets-kort, som I finder lige her. Så kan alle følge med i hvor og hvor mange her i Horsens Kommune, som er med til at styrke biodiversiteten.

Hvordan plejer I arealet?

Når et område er omlagt til vild blomstereng, kræver det mindre pleje end en græsplæne, men I slipper ikke helt for at pleje arealet. Det skal klippes 1-2 gange årligt, det afklippede skal fjernes, og det kan blive nødvendigt, særligt i opstartsfasen, at luge for brændenælder, gråbynke, kvikgræs og lignende hurtigt voksende planter, der ellers kan overtage området.

I vores vejledning til anlæg og pleje af natureng kan I læse mere om, hvordan I passer godt på jeres nye, blomstrende område.


Grundejerforeningen Oksebjerg omlagde 1300 m2 græsareal til smuk vildeng

Foreningen fik gratis blomsterfrø fra frøpuljen. Læs deres historie og lad jer inspirere.

I Grundejerforeningen Oksebjerg har de engagerede beboere selv lagt masser af kræfter i at forberede et fællesareal til at blive omlagt til blomstereng. Her pløjer de græsplænen op, så arealet bliver klar til såning. I Grundejerforeningen Oksebjerg har de engagerede beboere selv lagt gode kræfter i at forberede et fællesareal til at blive omlagt til blomstereng. Græsplænen blev pløjet op og fræset, så arealet blev klar til såning.

- Vildengen har også tiltrukket mange mennesker, som har nydt blomsterne, bierne og fuglene. Der bliver fulgt med i, hvordan det går. Det er bare så fedt og skaber så meget mere positivt med sig.

Citat Thomas Sennels fra Grundejerforeningen Oksebjerg. Thomas er også en af vores frivillige biodiversitetsambassadører, som gerne giver dig råd og tips til at blive mere vild.

Kontakt Thomas eller en af vores andre ambassadører, hvis du vil vide mere.

Forberedelserne i foråret

Grundejerforeningen Oksebjerg har i mange år haft et stort fællesareal, som altid har været en helt almindelig grøn græsplæne. I 2021 besluttede de sig så for at omlægge 1300 m2 til vildeng.

De søgte frøpuljen, og kommunen leverede både blomsterfrø til projektet og et infoskilt, som kan forklare naboerne ideen med det hele.

I april 2021 gik grundejerforeningen i gang med forberedelserne. De fik hjælp fra en lokal fritids-landmand, som med sin traktor fik pløjet det hele op. Græsset blev vendt ned i 25-30 cm dybde.

Arealet blev fræset og sået til med den særlige blomsterblanding for lerjord. Foreningen tilføjede selv nogle flere frøarter - blåhat og kællingetand - for at sikre endnu flere værtsplanter for sommerfugle. Desuden plantede de nogle tørstetræer, som tiltrækker citronsommerfugle.

Resultatet i efteråret: Masser af nye sværmende beboere

Grundejerforeningen fortæller, at det har været vildt og fedt at se arealet udvikle sig fra foråret, hen over sommeren og til efteråret:

Flere og flere nye "beboere" er kommet til arealet igennem sommeren: Fra rødryggede jordbier, til agerhumle, stenhumle, lys- og mørk-jordhumle og mange flere. Takket være de mange værtsplanter for sommerfugle har de også spottet 14 forskellige slags sommerfugle: Admiral, nældens takvinge, dagpåfugleøje, lille kålsommerfugl, stor kålsommerfugl, grønåret kålsommerfugl, aurora, citronsommerfugl, græsrandøje, engrandøje, almindelig blåfugl, lille ildfugl, det hvide C og sørgekåbe.

Selv i oktober er der fortsat masser af blomster i engen, og en masse forskellige småfugle nyder nu godt af at kunne finde føde i frøene.

Og vildengen har ikke kun tiltrukket de flyvende arter - også mange mennesker har fulgt med i projektet og arealets udvikling. Mange har nydt synet af blomsterne og det summende liv, så det er virkelig en win-win-situation.

Hvad så næste år?

Thomas Sennels fra grundejerforeningen fortæller, at det i år har været alle de et-årige planter og pionerarterne, der har domineret. Næste år er det nogle andre flerårige arter, man vil få at se. Det er derfor ikke til at vide, hvordan det kommer til at se ud næste år. Thomas og de øvrige beboere håber, at nogle arter vil etablere sig permanent, og at det bliver endnu VILDERE næste år.

Se billeder fra Oksebjerg, der har forvandlet et græsareal til vildeng